Shopify udvikler sig hele tiden med nye funktioner og løbende forbedringer, der giver forhandlere et forspring – men det skal ikke føles som en sur pligt at holde sig opdateret. Derfor har vi samlet alle nyheder om vores POS (kassesystem, software og hardware) samt relevante ændringer i Shopify ét sted.
Hver anden uge udgiver Shopify en ny version af POS-appen, og vi opdaterer dette indlæg med de vigtigste nyheder. Hvis du har flere butiklokationer, anbefaler vi at bruge et MDM-system (Mobile Device Management) til at administrere app-versioner og teste nye udgivelser på udvalgte enheder, før de rulles ud i alle butikker.
Bemærk, at tilgængeligheden af POS-funktioner, betalingsmetoder og hardware kan variere efter land, abonnement og opsætning. Gennemgå derfor altid de relevante krav i Shopify Hjælp, før du udruller nye funktioner på tværs af butikker. Skærmbillederne viser eksempler fra Shopify POS og kan i visse tilfælde afvige fra det, du ser i en dansk butik.
Opdateringer i POS-version 11.18 (udgivelsesdato 26. oktober 2026)
Årets travleste periode med både Black Friday og julen nærmer sig: Derfor har vi sat større opdateringer af POS-appen på pause resten af 2026. Version 11.18 og 11.19 indeholder kun fejlrettelser og tekniske forbedringer. Der kommer altså ingen ændringer i appens funktioner midt i højsæsonen, så du kan koncentrere dig om kunderne og salget.
De mindre opdateringer skal gøre POS-appen mere stabil og mindske risikoen for afbrydelser i butikken. Vi fortsætter dog med at samle relevante nyheder fra resten af Shopify-platformen i disse Shopify Retail-produktopdateringer, som bliver opdateret hver måned frem til januar.
Opdateringer i POS-version 11.17 (udgivelsesdato 13. oktober 2026)
Få forslag til felter i docken

Hvad er ændret: Shopify POS kan nu foreslå felter med produkter og rabatter, som medarbejderne ofte bruger. Forslagene tager udgangspunkt i aktiviteten i din butik. Du kan tilføje dem direkte via "Tilføj felt" i POS-appen eller se dem i POS-editoren i Shopify-administratoren. Du bestemmer selv, hvilke felter du vil tilføje eller fjerne. Docken ændres ikke automatisk.
Fordelen for din butik: Du sparer tid på at opsætte og vedligeholde docken, og medarbejderne får hurtigere adgang til de produkter, varianter og rabatter, de bruger mest.
Tilgængelighed: Tilgængelig i POS v11.17 eller nyere. Medarbejdere med tilladelsen Tilpas dock kan se forslag til nye felter direkte i POS-appen. Forslag om at fjerne felter, der sjældent bruges, vises kun i POS-editoren i Shopify-administratoren..
Læs mere om forslag til felter i docken
Genkend tilbagevendende kunder, og gør det nemmere at håndtere kvitteringer
Hvad er ændret: Shopify POS kan nu automatisk genkende tilbagevendende kunder, når de betaler med et kort, de tidligere har brugt i butikken. Hvis kortet allerede er knyttet til en kundeprofil, bliver kunden automatisk tilføjet til den nye ordre. Ellers kan medarbejderen tilføje kunden efter købet.
Kunder, der vælger en digital kvittering, får automatisk oprettet en kundeprofil. Kunder, der bruger Shop-appen, kan også vælge at få deres kvittering sendt dertil, hvis betalingsmetoden er knyttet til deres Shop-konto. Fremtidige kvitteringer kan derefter blive sendt automatisk.
Når kunderne vælger, hvordan de vil modtage deres kvittering, kan de også tilmelde sig markedsføring via mail eller sms. Valget af en digital kvittering er dog ikke i sig selv et samtykke til markedsføring. Kunderne skal særskilt sige ja, hvis du vil sende dem tilbud og nyheder via mail eller sms.
Fordelen for din butik: Medarbejderne bruger mindre tid på at finde og tilføje kunder ved kassen, og købene bliver lettere at knytte til kundernes købshistorik.
Du får et bedre overblik over, hvem der handler hos dig igen og igen. Hvis kunderne også har sagt ja til markedsføring, kan du sende dem relevante nyheder og tilbud, der giver dem en grund til at vende tilbage.
Tilgængelighed: Kundegenkendelse er tilgængelig ved understøttede kortbetalinger med Shopify Payments i POS v11.17 eller nyere. Funktionen kræver en understøttet Shopify-kortlæser og aktiveret Shopify Network Intelligence. Den fungerer ikke med eksterne kortterminaler fra andre betalingsudbydere. Hvis du bruger en kundevendt skærm, skal Customer View være opdateret til v11.17 eller nyere. Hvis du ikke har en kundevendt skærm, skal du kontrollere, at kundens valg af kvittering er aktiveret i Shopify-administratoren.
Læs mere om kundegenkendelse og digitale kvitteringer
Tilføj produktvarianter og genveje til docken
Hvad er ændret: Du kan nu tilføje bestemte produktvarianter direkte til docken i Shopify POS. Så kan medarbejderne lægge de varianter, I sælger mest af, i indkøbskurven med et enkelt tryk uden først at skulle vælge størrelse, farve eller andre egenskaber. Der er også kommet nye genvejsfelter til Register, Analytics og Scan. Felterne Afhentning og Lokal levering åbner nu ordrelisten direkte.
Fordelen for din butik: Medarbejderne slipper for at vælge de samme produktvarianter igen og igen eller lede gennem flere menuer for at finde de funktioner, de bruger i løbet af dagen. Du kan tilpasse docken til butikkens behov, så de mest solgte varer og vigtigste funktioner altid er lige ved hånden.
Tilgængelighed: Tilgængelig i POS v11.17 eller nyere. Du kan tilføje de nye felter via POS-editoren i Shopify-administratoren eller direkte i POS-appen. Analytics kræver POS Pro og de relevante medarbejdertilladelser. Felter til afhentning og lokal levering kræver også POS Pro. Din eksisterende dock ændres ikke automatisk.





